| Chapter 8 |
1 | Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
|
2 | "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
|
3 | Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
|
4 | Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
|
5 | så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
|
6 | Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
|
7 | din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
|
8 | Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
|
9 | Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
|
10 | Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
|
11 | Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
|
12 | Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
|
13 | Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
|
14 | som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
|
16 | I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
|
17 | i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
|
18 | men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
|
19 | Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
|
20 | Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
|
21 | End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
|
22 | dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
|